To kopper med Favrskov Forsyning logo står på container på på genbrugsplads

Taksterne for 2022 er vedtaget

Byrådet i Favrskov Kommune har d. 30. november godkendt de nye takster på affalds- og spildevandsområdet. Spildevandsområdet fastholder taksterne fra 2021. Til gengæld stiger taksterne på affaldsområdet.

- Stigningen er en konsekvens af, at vi har været nødt til at udbyde opgaven med indsamling af dagrenovation i en periode på kun 13 måneder, da de nye indsamlingsordninger skal indføres inden udgangen af 2022. Den korte periode har medført en stigende omkostning, udtaler Sara Funch, direktør i Favrskov Forsyning.

Det betyder, at du som kunde fremover skal betale 294 kr. mere om året. Det svarer til en stigning fra 1.174 kr. i 2021 til 1.468 kr. i 2022, hvis din husstand benytter en ugentlig sækketømning.

Genbrugsgebyret fastholdes – men opdeles i to

Som kunde betaler du et samlet genbrugsgebyr på 2.110 kr. om året. Beløbet betyder, at du kan besøge kommunens fire genbrugspladser, og aflevere dit affald her. Derudover dækker beløbet også over tømninger af genbrugsbeholderen, der står i din indkørsel. Beløbet kommer ikke til at stige i 2022.

Til gengæld vil du på regningen fremover kunne skelne mellem de to ordninger.  

- Baggrunden for at opdele genbrugsgebyret, er for at gøre det mere tydeligt for vores kunder, hvilke services de betaler for, pointerer Sara Funch.

Taksten for tømning af genbrugsbeholderen bliver i 2022 på 495 kr. og taksten for anvendelse af genbrugspladser for private husstande bliver i 2022 på 1.615 kr.

Opløsning af Feltengård giver ny opkrævning

Kommunens lokale deponianlæg, Feltengård I/S, er nu officielt lukket efter et enigt byråd i 2018 stemte for at lukke anlægget ned. Konsekvensen af dette betyder, at du som kunde hos Favrskov Forsyning fremover skal betale et ekstra beløb på 25 kr. om året. Beløbet dækker en underdækning for Feltengård I/S på 19,4 mio. kr. Beløbet skal afdækkes over de næste 40 år.

- Aktiviteterne er nu ophørt. Derfor vil vi, på vegne af Favrskov Kommune, fra 2022 opkræve en særskilt takst på 25 kr. pr. husstand om året, som vil blive anvendt til at finansiere efterdriften af Feltengård, siger Sara Funch.

Skal der moms på afhentning af dagrenovation?

Landskatteretten slog i efteråret 2020 fast, at kommuner ikke skal lægge moms på regningen til private husstande og grundejerforeninger for afhentning af dagrenovation. Men hvad betyder det for dig som kunde i 2022?

- Skattestyrelsen arbejder fortsat på et styresignal om ændringen i praksis. Taksterne for 2022 er fastlagt ud fra gældende lovgivning om, at renovationsydelser er momspligtige. Et ændret styresignal kan få den betydning, at taksterne for 2022 skal behandles på ny, fortæller Sara Funch.

Favrskov Forsyning generer ikke et økonomisk overskud ved at øge taksterne, og udgangspunktet for vores økonomi er, at den skal ’Hvile-i-sig-selv’. Det betyder, at eventuelle over- eller underskud skal overføres til senere regulering. På denne måde holdes selskabet i skak, uden at drive forretning på kunderne.

Se takster for 2022 

Dette websted er beskyttet af reCAPTCHA og Google Privatlivspolitik og Servicevilkår gælder .

Jeg giver hermed samtykke til, at Favrskov Forsyning A/S må sende mig elektroniske nyhedsbreve. Jeg kan til enhver tid tilbagekalde samtykket ved at afmelde nyhedsbrevet. Dette kan gøres via link nederst i nyhedsbrevet. Læs Favrskov Forsynings privatlivspolitik.