To kopper med Favrskov Forsynings logo står på kant af container på genbrugspladsen

Nye takster for affald og spildevand

For en privat husstand vil den samlede regning til Favrskov Forsyning overordnet set ikke ændre sig markant. Taksterne stiger på affaldsområdet, men for langt de fleste af vores kunder bliver det billigere at aflede spildevand.

På byrådsmødet den 27. oktober godkendte byrådet taksterne for 2021 i Favrskov Forsyning.

På affaldsområdet vil merudgiften i 2021 for en privat husstand med ugentlig sækketømning og brug af genbrugspladserne være på 424 kr. Taksten for afhentning af dagrenovation stiger med 34 kr. og taksten der omfatter anvendelse af genbrugspladserne, tømning af genbrugsbeholderen samt ordning for storskrald for private husstande stiger fra 1.720 kr. til 2.110 kr.

Stigningen skyldes især to faktorer: Stigende affaldsmængder og lavere salgspriser.

Vi oplever øget aktivitet på genbrugspladserne og vi forventer, at vores kunder også i 2021 afleverer mere og mere affald til genbrug. Stigningen i affaldsmængderne betyder øgede omkostninger til bortskaffelse og behandling af affaldet. Samtidig er indtægten fra salg af genanvendelige materialer faldet væsentligt, på grund af lavere salgspriser.

På spildevandsområdet vil prisen for en privat husstand med et årligt vandforbrug på 150 m3 falde med 327 kr. – fra 7.177 kr. til 6.850 kr. Faldet skyldes primært en mindre aktivitet på vores anlægsprojekter.

Den samlede stigning for en almindelig husstand med egne affaldsbeholdere og tilkobling til kommunale kloaknet vil dermed være 97 kr. i forhold til taksterne i 2020.

 

Stigning er størst for kunder med septiktank

Den samlede takststigning vil være størst for de ca. 10% af vores kunder, der ikke er tilsluttet det kommunale kloaknet, men i stedet er tilmeldt tømningsordning for egen septiktank. Her stiger taksten fra 500 kr. til 700 kr. Dermed vil de opleve en samlet stigning på 624 kr. fra 2020 til 2021, når taksten på affaldsområdet tages med. Stigningen skyldes stigende leverandørpriser og et opsamlet underskud, der skal dækkes.

 

Økonomien skal ”hvile i sig selv”

Udgangspunktet for beregningen af taksterne på affalds- og spildevandsområderne er, at økonomien skal ”hvile i sig selv”, hvor eventuelle over- og underskud overføres til senere regulering. I 2021 forventer vi at kunne udligne underskuddet fra 2020.

 

Se takster for 2021 på affaldsområdet

Se takster for 2021 på spildevandsområdet.

Dette websted er beskyttet af reCAPTCHA og Google Privatlivspolitik og Servicevilkår gælder .

Jeg giver hermed samtykke til, at Favrskov Forsyning A/S må sende mig elektroniske nyhedsbreve. Jeg kan til enhver tid tilbagekalde samtykket ved at afmelde nyhedsbrevet. Dette kan gøres via link nederst i nyhedsbrevet. Læs Favrskov Forsynings privatlivspolitik.