Hånd der holder en sort kødbakke og lægger den i genbrugsbeholder

Ja tak til sort plast i genbrugsbeholderen

Nu kan du sende endnu mere plastaffald til genbrug, da vi nu også siger ”ja tak” til sort plast i genbrugsbeholderen.

Siden vi i 2013 indførte husstandsindsamling af papir og pap og emballager af plast, metal og glas, har det ikke været tilladt at lægge kødbakker, urtepotter og andre sorte plastemballager i den todelte genbrugsbeholder. Det har vi lavet om på.

Sorteringsanlæggene som vi sender glas-, metal- og plastaffaldet til, har haft udfordringer med at adskille sort plast fra resten af affaldet. Det betød, at det gik tabt i genanvendelsesprocessen. Det anlæg vi afleverer til i dag, kan godt håndtere det sorte plastaffald. Og derfor kan vi også åbne op for, at der må komme sort plast i genbrugsbeholderen.

Vigtigt at emballager er fri for madrester 

Af hygiejniske hensyn til de personer, der står med manuel sortering på sorteringsanlægget, skal emballagerne skrabes eller skylles af, inden de lægges i genbrugsbeholderen.

Kødbakker og andre emballager til fødevarer skal tømmes for madrester og have et let skyl, så der ikke er rester af fx kødsaft eller marinade. Urtepotter og lignende skal skylles, hvis der er jord i bunden.  Det behøver ikke være pinligt rent, bare det er fri for rester.

Se video: Giv dit affald et let skyl

Kun mindre stykker i beholderen

Det er også vigtigt, at eksempelvis blomsterbakker ikke er så store, at de sidder i spænd i beholderen og blokerer for andet affald, så beholderen ikke bliver tømt, når skraldebilen vipper den. Er plastemballagerne store, er det helt fint at klippe dem i mindre stykker, så de kan ligge løst i beholderen.

Plastemballage kan naturligvis også afleveres på genbrugspladsen, hvis der ikke er plads i genbrugsbeholderen.

Dette websted er beskyttet af reCAPTCHA og Google Privatlivspolitik og Servicevilkår gælder .

Jeg giver hermed samtykke til, at Favrskov Forsyning A/S må sende mig elektroniske nyhedsbreve. Jeg kan til enhver tid tilbagekalde samtykket ved at afmelde nyhedsbrevet. Dette kan gøres via link nederst i nyhedsbrevet. Læs Favrskov Forsynings privatlivspolitik.