Mælkebøtter i græsplæne

Haveaffald: Kan det gøre nytte?

Selvom mange forbinder affald med noget, der skal bortskaffes hurtigst muligt, kan haveaffald sagtens bruges igen. Affaldet fra haven indeholder nemlig næringsstoffer, der kan bruges som gødning. Men det rummer også mange gode kvaliteter for insekt- og dyrelivet i haven. Vi giver her et par tips og tricks til at genbruge dit havaffald. Og så undgår du også turen til genbrugspladsen.

 

Anskaf en kompostbeholder

Hvis du er ved at rydde op i haven og står med hænderne fulde af visne blade, gamle stauder og nyslået græs, kan du med fordel lægge det i en kompostbeholder. Haveaffald indeholder nemlig en masse næringsstoffer, der kan gøre gavn i haven igen.

Gennem et lokalt samarbejde mellem Favrskov Forsyning og XL-byg i Hadsten og Søften er det muligt at købe en kompostbeholder til cirka halv pris. Se her hvordan: Køb kompostbeholder til kampagnepris ved Favrskov Forsyning

Fyld løbende beholderen op med visne blade, nyslået græs, klippede grene og andet affald fra haven. Affaldet vil efterhånden begynde at kompostere og blive til lækker kompost fyldt med næringsstoffer.

Det er også muligt at kompostere grønt madaffald som gulerodstoppe og kartoffelskræller i beholderen. Vær dog opmærksom på at beholderen lukker tæt alle steder, så rotterne ikke finder vej ind til det store festmåltid.

 

Gode råd til komposteringen

  • Nyslået græs bør blandes med tørre blade eller findelte grenstumper
  • Sørg for at rode rundt i beholderen med en beluftningsstok
  • Hæld vand eller gødning i beholderen, hvis processen går for langsomt
  • Placér beholderen i skyggen.

 

Grafisk tegning af kompostbeholder og blomster

 

Kvashegn

Har du fældet et træ eller klippet hæk for nylig, er det en oplagt mulighed at bygge et kvashegn. Hegnet er simpelt, men skaber gode muligheder for både fugle og insekter.

I hegnet kan fuglene bygge rede, mens insekterne lever i hule grene og under bark. Hegnet kan placeres hvor som helst i haven, og kan bruges til at skabe læ eller hyggekroge.

Sådan gør du: Slå fire pæle eller tykke grene i jorden, så de danner et rektangel. Herefter kan du begynde af fylde kvas og grene i. De nederste grene i hegnet vil efterhånden blive nedbrudt, og derfor kan du løbende fylde flere og flere grene i.

 

Kvashegn og gule blomster i have

 

Byg et insekthotel

En anden måde du kan hjælpe insekterne på, er ved at bruge dit haveaffald til at bygge et insekthotel. Der findes mange insekthoteller, der hver især tiltrækker forskellige insekter alt efter opbygning og placering i haven.

Hotellerne skaber ly, og insekterne vil hurtigt opdage, at de kan få et nyt sted at bo. Til at bygge hotellet kan du for eksempel bruge grene, træstammer, kvas, mos, tørret græs og meget andet.

Insekterne er desværre i stor tilbagegang verden over, da deres levesteder og fødemuligheder efterhånden er begrænsede, blandt andet på grund af landbrug, byggeri og global opvarmning. Heldigvis kan du hjælpe dem lidt på vej i din egen baghave.

Klik ind på linket og se DN’s forskellige forslag til insekthoteller. Tag børnene med i haven og byg sammen.

Guide: Sådan bygger du hoteller til insekterne i din have - Danmarks Naturfredningsforening

 

Insekthotel hænger på trævæg

 

Vild med vilje

… er blevet et hipt begreb de seneste år. En øget opmærksomhed på den faldende biodiversitet i Danmark har inspireret mange til at hjælpe dyrene og insekterne hjemme i haven. Nu er det nemlig slut med den velfriserede græsplæne og nedklippede hække.

I stedet kan du følge disse råd for en vildere have:

  • Lad græsset gro og slå i stedet stier rundt i haven
  • Findel grenafklip og placer det under hækken. Her vil det fungere som gødning
  • Så vilde stauder og krydderurter, som insekter vil få gavn af
  • Lad stammer og større grene ligge til gavn for bænkebidere og andet kravl
  • Undgå brug af kunstgødning og pesticider.

Det kan være en god ide at starte i et lille hjørne af haven. Her kan du forsøge dig frem og langsomt lade den vilde have brede sig. Snart vil insekter og smådyr finde vej til den vildeste have i kvarteret.

Har du brug for mere inspiration så print årshjulet for den vilde have ud eller følg linket: Forside (hjem) - Vild Med Vilje

 

Dette websted er beskyttet af reCAPTCHA og Google Privatlivspolitik og Servicevilkår gælder .

Jeg giver hermed samtykke til, at Favrskov Forsyning A/S må sende mig elektroniske nyhedsbreve. Jeg kan til enhver tid tilbagekalde samtykket ved at afmelde nyhedsbrevet. Dette kan gøres via link nederst i nyhedsbrevet. Læs Favrskov Forsynings privatlivspolitik.