Alternative løsninger i Selling

Når jordbundsforholdene driller for meget og omgivelserne er naturskønne, må man tænke ud af boksen og finde på alternative løsninger. Og det er netop, hvad vi og vores entreprenør VAM har gjort i Selling.

Selling ved Hadsten er en af de byer, hvor vi omlægger kloaksystemet fra fælles- til separatkloak, og hvor regnvandsbassiner til håndtering af regnvand er en del af planen. Alt sammen for at sikre området mod de massive regnmængder forandringerne i klimaet fører med sig.

Men på grund af bakket terræn og manglende plads, og fordi jordbunden består af såkaldt plastisk ler, er det hverken hensigtsmæssigt eller økonomisk realistisk at grave ud til regnvandsbassiner på de steder, der først var planlagt. Det fører os til den første alternative løsning.

 

Konstrueret vådområde

Udfordringerne med jordbunden fik os til at kigge mod et naturskønt areal syd for Spørring Å, der både er fladt og ikke er et beskyttet naturområde. Her var der mulighed for at lave et regnvandsbassin til opmagasinering af regnvand.

Men i stedet for at lave et traditionelt regnvandsbassin med vandspejl, har vi valgt at lave et konstrueret vådområde, der i langt højere grad tager hensyn til de skønne omgivelser, den eksisterende flora og fauna, og samtidig opfylder krav og ønsker til at håndtere regnvandet fra en del Selling.

Vådområdet skal bestå af et forbassin, der dæmper det tilstrømmende regnvand, bundfælder tunge partikler og efterfølgende fordeler regnvandet ud i vådområdet.

Fordelingen sker ved, at dagligdagsregn så vidt muligt overrisler hele arealet, blandt andet ved hjælp af en lav vold. Ved større regnhændelser ledes en del af regnvandet ud til vådområdets arealer mod vest.

 

Projekttegning af konstrueret vådområde i Selling
Projekttegning af vådområdet i Selling.

 

Akvædukt

Løsningen med det konstruerede vådområde betyder, at regnvandet fra den sydlige del af Selling, skal ledes over på den modsatte side af Spørring Å. Og her kommer så den anden alternative løsning.

Fremfor at føre en ledning under åen, som man normalt ville gøre, laver vi en akvædukt, der leder regnvandet over åen. Dette kan nemlig lade sig gøre på grund af det stærkt skrånende terræn ned mod åen.

Akvædukten er samtidig i fin tråd med Favrskov Kommunes visioner om at gøre regnvandet til en del af de rekreative arealer, og samtidig gøre regnvandet mere synligt i landskabet.

 

Akvædukt over Spørring Å i Selling
Visualisering af akvædukt over Spørring Å.

Sammen skaber vi bæredygtige løsninger

Kloakprojektet i Selling går – med de alternative løsninger og hensyntagen til områdets miljø og biodiversitet - ligeledes godt i spænd med vores strategi for 2024 ”Sammen skaber vi bæredygtige løsninger”.

Her er det en klar ambition, at vi vil være en bæredygtig forsyning, der blandt andet vil arbejde med fokus på miljømæssig bæredygtighed og ansvarlighed, og at vi skal have modet til at arbejde innovativt og tænke nyt, hvis vi vil skabe nye bæredygtige løsninger.

Læs vores strategi ”Sammen skaber vi bæredygtige løsninger”.

Dette websted er beskyttet af reCAPTCHA og Google Privatlivspolitik og Servicevilkår gælder .

Jeg giver hermed samtykke til, at Favrskov Forsyning A/S må sende mig elektroniske nyhedsbreve. Jeg kan til enhver tid tilbagekalde samtykket ved at afmelde nyhedsbrevet. Dette kan gøres via link nederst i nyhedsbrevet. Læs Favrskov Forsynings privatlivspolitik.