Hvad gjorde man med affaldet, før man opfandt skraldespande, genbrugspladser og forbrændingsanlæg? Og hvad gør vi mon med affaldet i fremtiden? Her kan du komme med en tur i affaldets historie.
I stenalderen levede menneskene i små grupper tæt på havet. Her samlede de muslinger, fangede fisk og jagede dyr i nærtliggende skove, og de brugte kun de materialer, de kunne finde i naturen. Deres affald smed de i en stor bunke på bopladsen. En sådan bunke kalder man for køkkenmødding, fordi de primært består af rester fra den mad, de spiste. Det er især østersskaller, skaller fra muslinger og snegle, dyreknogler og fiskeben, men også trækul, potteskår og flinteredskaber.
Affaldet kan være med til at fortælle os, hvad man spiste, og hvordan man levede i stenalderen, og dermed bidrage til at lære os om menneskets historie.
I perioden år 1700-1800 var der en klar forskel på, hvordan man skilte sig af med affaldet, alt efter om man boede på landet eller i byen.
I 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet boede de fleste mennesker på gårde og i mindre huse ude på landet. Her levede de især af at dyrke jorden og holde dyr.
De havde ikke så mange penge og var derfor gode til at lave ting selv og udnytte det, de havde til rådighed. Når de slagtede en gris, spiste de alt kød og fedt. Blodet brugte de til blodpølse, knoglerne blev brugt til at koge suppe på, og grisens hår blev brugt til at lave børster af. Med andre ord lavede de ikke så meget affald. Og det affald de havde, var afføring fra dyr og mennesker, som de smed på møddingen. Møddingen var vigtig for bønderne, fordi de brugte den som gødning til deres afgrøder.
Der boede ikke så mange mennesker i byerne i 1700-tallet. Til gengæld boede de ofte mange sammen i små lejligheder og mindre huse. Husene lå tæt, og gaderne var smalle.
De havde hverken skraldespande, genbrugsbeholdere eller affaldscontainere i baggården. Men gennem gaden løb en dyb rende, hvor folk smed deres affald. Man kaldte det for rendestenen.
Selvom man dengang var gode til at genbruge, blev der alligevel smidt en del affald i rendestenen. Det flød ofte med jord, aske, døde dyr, fiskerester og rådne grøntsager og frugt, hvilket naturligvis betød, at gaderne var ulækre og lugtede fælt. Og affaldet var årsag til, at sygdomme som pest og kolera spredte sig i byerne.
På et tidspunkt var nogle byer så heldige at få en såkaldt natmand. Han sørgede for at tømme lokummer og vaske de tønder, man brugte til toiletter. Han kørte det uden for byen og tømte det i en stor bunke.
I takt med at flere mennesker flyttede til byerne i 1800-tallet, kom der også mere affald. Derfor fik man efterhånden skraldespande i nogle baggårde, så man kunne holde styr på affaldet.
Natmanden blev opgraderet til skraldemand, idet han også fik til opgave at tømme skraldespandene og fjerne noget af affaldet i gaderne. Han trak en vogn igennem byen, mens han svingende med en skralde, så folk kunne høre, at det var tid til at aflevere affald. Heraf kommer navnet ”skraldemand”.
Skraldemændene kørte affaldet ud til byens lossepladser, der var store bunker med affald - som blot blev større og større. Lossepladserne tiltrak – udover en masse rotter – også klunsere, der levede af at finde ting i affaldet, som de kunne sælge.
I slutningen af 1800-tallet begyndte man at grave kloakker. De betød, at de rige fik deres egne toiletter, hvor afføring og tis blev skyllet ud med vand i kloakken.
Efter anden verdenskrig ville mange gerne købe varer fra Danmark. Arbejdsløsheden faldt, og mange fik flere penge mellem hænderne. Samtidig kunne vi købe billige og helt nye varer fra udlandet. Der kom en masse nye produkter og materialer i butikkerne, og det blev pludselig billigere at købe nyt i stedet for at reparere og genbruge. Derudover var næsten alting pakket ind i emballage. Det resulterede i, at der blev smidt mange flere ting ud.
På lossepladserne var der nu tonsvis af plastikbakker, plastikposer, tøj, papir, dåser, glas, legetøj, metal og andet affald. Mågerne levede fedt af affaldet. Faktisk holdt Nordeuropas største koloni af sølvmåger til på byens lossepladser ved Saltholm i København.
Når mængderne af affald blev for store, blev det blot dækket til med jord. Dog var det ikke alting der blev nedbrudt, og noget af affaldet var det, vi i dag kalder ”farligt affald”. Derfor har gamle lossepladser mange steder desværre været med til at forurene jord og drikkevand.
I dag bor de fleste af os i byerne. De fleste familier bor i eget hus eller lejlighed, og vi bor ikke lige så mange mennesker sammen som tidligere. Vi har et stort forbrug af forskellige ting lige fra elektronik og hvidevarer til tøj og møbler. Vores måde at leve og bo på, giver en masse affald. Faktisk smider hver dansker i gennemsnit 845 kg affald ud om året. Derudover kommer der meget affald fra virksomheder, butikker og byggebranchen.
Heldigvis er der i dag kommet større fokus på (mis)brugen af jordens sparsomme ressourcer, og vi er blevet meget bedre til at sortere, genanvende og genbruge affaldet. Og det affald, vi ikke kan genanvende eller genbruge, brændes på et forbrændingsanlæg og udnyttes til varme. Kan affaldet hverken genanvendes eller brændes, deponeres det på kontrollerede og sikrede deponianlæg.
Hvordan ser affaldet mon ud om 50 år? Hvad sker der med det? Er der overhovedet affald i fremtiden?
Forhåbentlig er vi blevet endnu bedre til at forebygge, genbruge og genanvende affald og dermed holde materialer og produkter i det økonomiske kredsløb, så vi kan sikre en bedre forvaltning af jordens ressourcer.
Måske er det robotter, der sorterer vores affald. Og måske udnytter vi restprodukter til bæredygtigt brændstof til flyvende biler. Hvem ved, hvad fremtiden bringer.
Kilder: