Kraftigt snefald på vej - vi tømmer ekstra i dag
05. februar 2026
Favrskov Kommunes snevagt og de generelle vejrmeldinger varsler store mængder sne både i dag og i morgen, fredag.
Hvis vejret udvikler sig som forventet, kan det blive svært - eller i værste fald umuligt - for skraldebilerne at komme frem.
Derfor gør vores renovatør en ekstra stor indsats i dag, torsdag. Skraldemændene tømmer ikke kun de ruter, der normalt har tømning i dag - men forsøger også at tømme de beholdere, som ellers først skulle tømmes i morgen, fredag.
Det betyder, at din affaldsbeholder kan blive tømt allerede i dag, selvom den ifølge planen først skal tømmes i morgen.
Har du tømning fredag, så stil gerne dine beholdere frem allerede i dag, hvis du har mulighed for det. Du vil stadig modtage en sms-påmindelse om tømning fredag - den kan du blot se bort fra.
God dag derude. Pas godt på jer selv og hinanden.