Sort og hvid billede af en masse tekstil der ligger sammenkrøllet samt et priktogram til tekstilaffald

Har du styr på tekstilaffaldet?

Når du sorterer dine hullede jeans, udtjente håndklæder og andet tekstilaffald, er du med til at sikre, at tekstilfibrene genanvendes - til gavn for miljø og klima. Det er supergodt! Men der er også lige et par ting, du skal være opmærksom på, når du sorterer tekstilaffald. Vi giver dig det fulde overblik her.

For det første: Hvad er tekstilaffald, og hvordan skal det sorteres?

"Tekstilaffald er tekstil, der ikke længere kan bruges af andre, fx en gammel skjorte med hul i eller et viskestykke, der er plettet og ødelagt".

Det er tøj eller tekstil, der ikke kan sælges eller gives væk til andre.

Du kan aflevere dit tekstilaffald i din beholder til papir, pap og tekstilaffald. Husk at lægge det i en pose, inden du afleverer det i beholderen. Du kan ligeledes aflevere tekstilaffald på genbrugspladsen i containeren til tekstilaffald.

Grafik oversigt, der viser hvad der kan sorteres som tekstilaffald og hvad der ikke kan

Brugbart tøj skal stadig til genbrug!

Tekstilproduktion er en af verdens mest ressourcekrævende sektorer med et stort forbrug af bl.a. vand og kemikalier. Det bedste, du kan gøre, er derfor at forlænge brugen af dit tøj og tekstiler. Og hvis du ikke selv kan bruge det mere, skal du selvfølgelig aflevere det til genbrug eller give det videre til venner eller familie, så andre kan få glæde af det.

Du kan aflevere brugbart tøj på genbrugspladserne i containeren ’Tøj og Sko genbrug’, i lokale genbrugsbutikker eller give det til velgørende organisationer på genbrugspladserne samt i opstillede containere rundt om i kommunen.

"Genbrugeligt tøj og tekstil er det modsatte af tekstilaffald. Det kan være jeans, som bare ligger i skabet eller en dug, du ikke længere får brugt, men som er i god stand uden pletter eller huller".

Det er tøj eller tekstil, der kan sælges eller gives væk til andre. 

En svær beslutning?

Affaldssortering kan være vanskeligt. Også når det kommer til tekstilaffald. Heldigvis er der hjælp at hente i ”beslutningstræet”:

Grafik illustration, der hjælper til at beslutte, hvordan sortering af tekstilaffald skal være

Hvad bliver tekstilaffald til?

Tekstil er lavet af mange forskellige materialer, og nogle stykker tekstil er tilmed sammensat af flere materialetyper. Muligheden for genanvendelse afhænger af, hvilke materialer tekstilet er lavet af. Enten kan det gå til mekanisk eller kemisk genanvendelse eller downcycles til fx isoleringsmateriale. Ved mekanisk og kemisk genanvendelse bliver der typisk spundet garn til nye tekstiler. På nuværende tidspunkt kan cirka 35% af det indsamlede tekstil benyttes til dette.

Hvad sker med tekstilaffaldet, når det er hentet hos dig?

Hvorfor er det vigtigt at sortere tekstilaffald?

Miljøfordele

Produktion af tøj, sko og tekstiler er en af de aktiviteter, der belaster vores klima og miljø mest. Produktionen kræver både store mængder energi, vand og kemikalier. Energibesparelsen er 2,5 til 10 gange større ved genanvendelse sammenlignet med forbrænding af tekstiler (1). Der bruges ca. 4.500 liter vand pr kg produceret tøj (2). Der bruges sprøjtegifte som plantebeskyttelse i ikke-økologisk produktion af bomuld. Derudover bruges der kemikalier ved produktion af syntetiske fibre som polyester, akryl og nylon.

Bevarer naturområder

Bomuld er et af de mest anvendte materialer i tekstilproduktionen, og dyrkningen af materialet optager store arealer, der ellers kunne være natur som enge eller skov. Der anvendes desuden en lang række kemikalier i dyrkning af ikke-økologisk bomuld, fx sprøjtemidler mod ukrudt og skadedyr. Begrænses brugen af ny bomuld i produktionen af tøj, vil mange arealer i stedet kunne være levesteder for dyr og planter. Derfor er det vigtigt, at vi genanvender de materialer, vi allerede har produceret.

1) ARGO (2022): ”Sådan genanvendes tøj og tekstiler”, https://argo.dk/saadan-genanvendes-toej-tekstiler/, Juni 2023

2) Nordisk Samarbejde (2023): ”1400 liter vand til produktionen af én t-shirt”, https://www.norden.org/da/news/1400-liter-vand-til-produktion-af-en-t-shirt (beregnet ud fra hjemmeside), Juni 2023

Dette websted er beskyttet af reCAPTCHA og Google Privatlivspolitik og Servicevilkår gælder .

Jeg giver hermed samtykke til, at Favrskov Forsyning A/S må sende mig elektroniske nyhedsbreve. Jeg kan til enhver tid tilbagekalde samtykket ved at afmelde nyhedsbrevet. Dette kan gøres via link nederst i nyhedsbrevet. Læs Favrskov Forsynings privatlivspolitik.