Spørgsmål og svar
- om fremtidens renseanlæg i Favrskov Kommune
Favrskov Forsyning vil samle spildevandet fra hele kommunen på ét nyt, moderne centralrenseanlæg. Det bliver en af de største investeringer i forsyningens historie.
Anlægget er en vigtig del af arbejdet for renere vandmiljø, lavere klimaaftryk og en mere robust og fremtidssikret spildevandsløsning.
I dag renses spildevandet på seks forskellige anlæg, som lever op til de nuværende krav, men som ikke er gearet til fremtidens behov. Befolkningsvækst, flere virksomheder og mere ekstremt vejr stiller ligeledes nye krav til kapacitet, teknologi og drift.
Med et centralrenseanlæg kan Favrskov Forsyning sikre en mere effektiv rensning, bedre energiudnyttelse og en stabil drift - også når ekstreme regnmængder presser renseanlægget.
I denne FAQ finder du svar på centrale spørgsmål om det nye centralrenseanlæg og projektet bag.