REFERAT: BESTYRELSESMØDE FAVRSKOV FORSYNING A/S - 30.04.2025

Administrationsbygningen, Hammel

Indholdsfortegnelse

  1. Gennemgang af årsrapport for 2024 - Favrskov Forsyning
  2. Gennemgang af revisionsprotokollat for Favrskov Forsyning (Lukket)
  3. Gennemgang af styringsdokumenter 2025 - Favrskov Forsyning (Lukket)
  4. Forsyningsservice - status 2024
  5. Orientering til bestyrelsen i Favrskov Forsyning den 30. april 2025 (Lukket)
  6. Budgetopfølgning pr. 28.02.2025
  7. Forslag til generalforsamling i Favrskov Forsyning  (Lukket)
  8. Bestyrelsen har ordet (Lukket)
  9. Kommunikation fra bestyrelsen

Tidl. politisk behandling        

Forventet sagsgang: Bestyrelsesmøde den 30. april 2025 samt generalforsamling den 28. maj 2025

Lovgrundlag: Vedtægter for Favrskov Forsyning A/S 

 

SAGENS INDHOLD

Bestyrelsen skal i denne sag behandle årsrapporten for 2024.

Selskabets revisor BDO vil på bestyrelsesmødet fremlægge årsrapporten.

Årsrapporten for 2024 fremgår af bilag.

Realiseret 2024 vs. Budget 2024 er vedlagt som bilag.

 

VURDERING

Årsregnskabet er revideret og godkendt af revisionsfirmaet BDO.

Revisors konklusion er følgende:

”Vi har revideret koncernregnskabet og årsregnskabet for Favrskov Forsyning A/S for regnskabsåret 1. januar - 31. december 2024, der omfatter resultatopgørelse, balance, egenkapitalopgørelse, noter og anvendt regnskabspraksis for såvel koncernen som selskabet samt pengestrømsopgørelse for koncernen.

Koncernregnskabet og årsregnskabet udarbejdes efter årsregnskabsloven.

Det er vores opfattelse, at koncernregnskabet og årsregnskabet giver et retvisende billede af koncernens og selskabets aktiver, passiver og finansielle stilling pr. 31. december 2024 samt af resultatet af koncernens og selskabets aktiviteter og koncernens pengestrømme for regnskabsåret 1. januar - 31. december 2024 i overensstemmelse med årsregnskabsloven.”

Revisionen har ingen bemærkninger til regnskabet.

 

ØKONOMI

Koncernens resultat for 2024 udviser et overskud på 6,5 mio. kr. efter skat, mod et underskud i 2023 på 0,3 mio. kr. Den positiv resultatudvikling på 6,9 mio. kr. i forhold til 2023 skyldes dels en væsentlig stigning i omsætningen i begge datterselskaber, mens omkostningerne ikke er steget tilsvarende. Den forøgede omsætning er for begge selskabers vedkommende forventet i forbindelse med budgettet for 2024.

Favrskov Affald skal følge et ”hvile i sig selv” princip, der betyder, at indtægter og omkostninger skal balancere, hvorfor årets resultat her viser et 0.

Årets nettoomsætning i koncernen består af henholdsvis omsætning og regulering af over- og underdækninger i de enkelte selskaber. Årets nettoomsætning i koncernen består af årets opkrævninger fratrukket årets overdækning. I 2024 udgør nettoomsætningen i koncernen 167,3 mio. kr. mod 151,1 mio. kr. i 2023. Den takstmæssige omsætning er således steget 12,8 mio. kr. i 2024. Stigningen i den takstmæssige omsætning fra 2023 til 2024 – hidhører fra Favrskov Spildevand med 7,8 mio. kr. og 4,9 mio. kr. fra Favrskov Affald.

De samlede produktionsomkostninger og distributionsomkostninger for koncernen er steget med ca. 5,6 mio. kr.

Der har været stigende omkostninger for Favrskov Affald vedrørende afskrivninger på beholderindkøbet i 2023 til de 10 fraktioner, der afskrives med 1,4 mio.kr. om året. Samtidig er der større omkostninger til kørsler på henteordninger på 1,2 mio. kr. i forhold til 2023. På Favrskov Spildevand har der været øgede omkostninger til slambortskaffelse på kr. 1,2 mio. kr. i forhold til 2023 – heraf vedrører 1,0 mio. kr. PFAS-slam. Hertil er der øgede omkostninger til eksport af spildevand på 0,4 mio.kr. i forhold til 2023. kr.

Administrationsomkostninger udgør 12,3 mio. kr. i 2024, hvilket er en stigning på 0,3 mio. kr. i forhold til året før.

Andre driftsomkostninger er faldet, og udgør i 2024 0,8 mio. kr. mod 2,7 mio. kr. i 2023. Disse omkostninger vedrører afgange af anlægsaktiver på spildevandsområdet, som er 1,9 mio. kr. mindre i 2024 end i 2023.

Årets finansielle nettoindtægter udgør 1,6 mio. mod 2,1 mio. kr. i 2024. Reduktionen på 0,5 mio. kr. stammer fra mindre kursreguleringer på værdipapirer.

Resultateffekt for ”hvile i sig selv”
Favrskov Spildevand

Summeret resultatopgørelse, spildevandsdrift

Forskellen mellem de to opgørelsesmetoder er et negativt resultat jf. ”hvile-i-sig-selv” for 2024 på 0,5 mio. kr., mod et negativt resultat på 6,9 mio. kr. for 2023.

Forbedringen i resultatet for ”Hvile-i sig-selv”-princip ift. 2023 kan primært henføres til et noget lavere investeringsniveau der falder til 48,4 mio. kr. fra 53,7 mio. kr.

Den samlede økonomiske ramme for 2023 og 2024 for Favrskov Spildevand A/S er af Forsyningssekretariatet fastsat til i alt 186,1 mio. kr. i samlede indtægter.

Favrskov Affald
Favrskov Affald har ultimo 2024 en akkumuleret overdækning på samtlige ordninger på 11,7 mio. kr., som således i året er forøget med 2,7 mio. kr. ift. 1. januar 2024 jf. skema nedenfor.

 Resultater for de enkelte takstordninger fremgår nedenfor.

 
Overdækning / underdækning på de enkelte ordninger (t.kr.) Primo 2024 Årets resultat "hvile i sig selv" Ultimo 2024
Rest- og madaffald 2.102 377 2.479
Papr, papir og tekstil -601 277 -324
Plat, glas samt mad- og drikkekartoner -1.301 69 -1.232
Miljøkasser -57 561 504
Genbrugsstationer 9.078 1.354 10.432
Øvrige ordninger -211 60 -151
Overdækning/underdækning, alle ordninger 9.010 2.698 11.708

 

INDSTILLING

Direktøren indstiller til Bestyrelsen:

  1. At Bestyrelsen behandler og godkender årsrapport for 2024, som herefter fremlægges til Generalforsamlingens godkendelse.

 

BESLUTNING

Godkendt.

 

Bilag

  1. Favrskov Forsyning - Årsrapport 2024 (ekstern)
  2. Regnskab 2024 sammenholdt med budget

Der refereres ikke fra dette punkt.

Tidl. politisk behandling        

Forventet sagsgang: Bestyrelsesmøde den 30. april 2025

Lovgrundlag      

 

SAGENS INDHOLD

Forsyningsservice er et fælles serviceselskab, som løser en række opgaver og serviceydelser for ejerforsyninger indenfor områderne: arbejdsmiljø, GDPR, NIS2 samt indkøb og udbud.

Ændringer i ejerkredsen

Pr. 31. maj 2024 er Syddjurs Spildevand A/S udtrådt af ejerkredsen, og der er i den forbindelse lavet en ændring i aktieklasserne, således at alle tilbageværende aktionærer alle ejer A-aktier. Der er derudover foretaget en kapitalforhøjelse på 45.000 kr., således at selskabskapitalen er 500.000 kr.

Forsyningsservice er herefter ejet af 10 jyske forsyningsselskaber;

  • Favrskov Forsyning A/S, Vandmiljø Randers A/S, Mariagerfjord Vand A/S, Vesthimmerland Forsyningsservice A/S, Thisted Vandservice ApS, Samsø Spildevand A/S, Rebild Vand og Spildevand A/S, Skanderborg Forsyning A/S, Morsø Forsyning A/S og Skive Vand.

Favrskov Forsyning har en ejerandel på 10 % af Forsyningsservice.

Bestyrelsen skal i denne sag orienteres om årsrapport for 2024 for Forsyningsservice samt en samlet rapport over Forsyningsservice aktiviteter for 2024.

 

VURDERING

Årsregnskabet er revideret og godkendt af revisionsfirmaet PWC.

Revisors konklusion er følgende:

”Det er vores opfattelse, at årsregnskabet giver et retvisende billede af selskabets aktiver, passiver og finansielle stilling pr. 31. december 2024 samt af resultatet af selskabets aktiviteter for regnskabsåret 1. januar - 31. december 2024 i overensstemmelse med årsregnskabsloven.

Vi har revideret årsregnskabet for Forsyningsservice A/S for regnskabsåret 1. januar - 31. december 2024, der omfatter resultatopgørelse, balance, egenkapitalopgørelse og noter, herunder anvendt regnskabspraksis (”regnskabet”).

Revisionen har ingen bemærkninger til regnskabet.

Årets resultat er 0 kr. ligesom tidligere år.

Der er i vandsektorloven særlige bestemmelser for prissætningen i kommunalt ejede serviceselskaber. Disse skal levere ydelserne til kostpris. Vandsektorlovens bestemmelser går forud for skattereglernes bestemmelser om afregning til markedspris. Ledelsen i Forsyningsservice A/S har vurderet, at selskabet er omfattet af vandsektorlovens bestemmelser om kostpris. Til sikring af overholdelse af disse bestemmelser er der foretaget en slutfakturering pr. 31. december 2024, så årets resultat går i 0.

Omkostningerne i Forsyningsservice er på 7,5 mio. kr. i 2024 mod 6,8 mio. kr. i 2023.

I løbet af 2024 har selskabet fået tilført yderligere ressourcer på udbud og indkøb. Ligeledes er der ansat en direktør i selskabet til at drive udviklingen heraf. Der er desuden udbudt et NIS2 forløb for de kapitalejere der har interesse heri. Ejerkredsen bag Forsyningsservice ønsker at udvide med yderligere ydelser, som kan understøtte arbejdet og professionaliseringen i ejerselskaberne, da flere selskaber har tilvalgt ydelserne udbud og kontraktstyring.

Status på ydelser fra Forsyningsservice
Favrskov Forsyning aftager ydelserne udbud/indkøb/kontraktstyring, GDPR, NIS2, whistleblower og arbejdsmiljø fra Forsyningsservice. På alle områder er Favrskov Forsyning fokuseret på compliance ift. lovgivning, så lovgivning og retningslinjer på et givent område efterleves i en tilfredsstillende kvalitet.

Indkøb og udbud
Favrskov Forsyning kategoriseres i udbudssammenhæng som et offentligretlig organ, og er derfor underlagt lovgivning inden for indkøb af varer, tjenesteydelser og bygge-anlægsopgaver. De danske myndigheder har på området bestemt, at ovenstående forvaltes enten via Udbudslovens eller Tilbudslovens bestemmelser afhængig af indkøbets art og værdi.

Forsyningsservice hjælper med udbud efter udbudsloven og tilbudslovens bestemmelser. Herudover hjælper de med compliance overblik inden for området.

Indkøb og udbud i Forsyningsservice har i 2024 fokuseret på compliance, medarbejderopkvalificering og gennemførelse af udbudsopgaver. Kontraktstyring har rådgivet om aftalevilkår og administreret aftaler, hvilket bl.a. har bidraget til læring hos forsyningen.

Forsyningsservice har i 2024 gennemført følgende udbud, tilbudsindhentninger, optioner og markedsafprøvninger:

  • Slamdisponering, grøn vedligeholdelse, lovpligtig revision, sugning og spuling, polymer, levering af jernklorid, tømningsordning, bygherrerådgiverudbud ved etablering af ny genbrugsplads i ØST

I 2024 er det totale forbrug for leverandører inkl. anlægsopgaver over 100.000 kr./år, ca. 123 mio. kr. Heraf er ca. 95% af forbruget sket med leverandører med kontrakt i henhold til lovgivningen. De sidste 5 % er sket med leverandører uden kontrakt. Heraf er der 4 leverandører over 300.000 kr.

Compsoil A/S – 1.592.612 kr.
Udbuddet af slamhåndtering gik om da der kun var en byder i første runde. I den mellemliggende periode fortsatte vi på de tidligere betingelser med den tidligere leverandør, Compsoil. Denne ydelse er blevet udbudt nu.

EHJ ENERGI & MILJØ A/S – 359.721 kr.
EHJ er blevet opkøbt af den nuværende leverandør, Marius Pedersen. I perioden maj-juni fik vi træ, sanitet og gips kørt til EHJ lokation og fik derfor regninger direkte fra dem. Det er ændret til at vi kun modtager afregning på fra den nuværende leverandør, uanset lokation.

FL Maskiner & Handel - 342.855kr.
Flere ydelser er blevet samlet ved denne leverandør og derfor er forbruget højere end tidligere. Der er startet et arbejde op med at få indhentet tilbud på ydelsen.

DANSK AQUAKEMI A/S – 328.224 kr.
Grundet en langvarig udbudsproces for polymer, har der været en periode uden kontrakt på ydelsen. Denne ydelse er blevet udbudt nu.

Arbejdsmiljø, GDPR, NIS 2 og øvrige ydelser
Der er gennemført arbejdsmiljørunderinger i administrationen og på udvalgte renseanlæg og genbrugspladser i samarbejde med Forsyningsservice.

Beredskabsplaner og NIS2 har været højt prioriterede opgaver i 2024

Favrskov Forsyning har i 2024 arbejdet med implementeringen af EU's NIS 2-direktiv, der har til formål at styrke sikkerheden og modstandsdygtigheden over for cyberangreb, og andre IT-relaterede sikkerhedstrusler inden for kritisk infrastruktur. Arbejdet indebåret en grundig gennemgang og opdatering af vores nuværende IT-sikkerhedssystemer og beredskabsplaner for at sikre, at de lever op til de nye og strengere krav, som direktivet stiller. Fokus har været på at identificere og beskytte kritiske systemer og data, samtidig med forbedring af egne evner til hurtigt at detektere, reagere på, og komme sig over potentielle sikkerhedshændelser.

Favrskov Forsyning har sammen med alle øvrige selskaber i Forsyningsservice indgået i et samlet NIS 2 compliance projekt, der afspejler forsyningernes forpligtelse til at sikre en robust og sikker forsyningsstruktur, der kan modstå fremtidige udfordringer.

Arbejdet med NIS2 fortsætter i 2025.

ØKONOMI

Favrskov Forsyning har i 2024 haft følgende andel af omkostningerne til Forsyningsservice:

Ydelse 2024 2023 Forskel
Udbud og indkøb 769 755 14
GDPR 151 145 6
Arbejdsmiljø og kemisk APV 186 154 32
IT-sikkerhed (NIS2) - Awareness 74 8 66
Webtilgængelighed 14 15 -1
I alt 1.195 1.077 118

Arbejdsmiljøydelsen er steget i 2024. Hertil er implementering af NIS 2 igangsat i 2024. Reguleringen er først foretaget efter regnskabsafslutning, og er derfor først med i Favrskov Forsynings regnskab i 2025.

 

INDSTILLING

Direktøren indstiller til bestyrelsen:

  1. At bestyrelsen tager orientering om regnskab og aktiviteter for Forsyningsservice i 2024, til efterretning.

 

BESLUTNING

Godkendt.

 

Bilag

  1. Årsrapport Forsyningsservice 2024
  2. Status på ydelser fra Forsyningsservice 2024

Tidl. politisk behandling: Budget godkendt den 18. september 2024

Forventet sagsgang: Bestyrelsesmøde den 30. april 2025

Lovgrundlag: Bestyrelsens forretningsorden           

 

SAGENS INDHOLD

Bestyrelsen skal behandle budgetopfølgningen for perioden 01.01.2025 til 28.02.2025 samt forventningerne for helåret 2025 for Favrskov Forsyning A/S.

Perioderegnskab pr. 28. februar 2025 er i bilag til sagen.

 

VURDERING

Favrskov Forsyning fungerer som serviceselskab for datterselskaberne, og derfor svarer selskabets omkostninger i perioden – til det der opkræves hos Favrskov Spildevand A/S og Favrskov Affald A/S.

Resultat før skat pr. 28. februar 2025 viser et overskud på 51 t.kr., hvilket er en positiv afvigelse i forhold til budget for perioden på 2 t.kr.

På baggrund af ovenstående samt tidspunktet på året fastholdes årets forecast på kr. 0.

 

ØKONOMI

Tabel med et overblik over periodens resultater for Favrskov Forsyning i perioden 01.01.2025 til 28.02.2025

Den summerede resultatopgørelse for moderselskabsdriften for perioden udviser en positiv afvigelse på resultat før skat på 49 t.kr., idet periodens resultat viser et overskud på 51 t.kr. mod budgettets 2 t.kr.

Sammensætningen sker med baggrund i en mindre omsætning. Baggrunden herfor sker med baggrund i færre omkostninger i perioden i moderselskabet til viderefakturering.

Der er mindre lønomkostninger på 400 t.kr., idet, der er en forsinkelse i genbesætningen af stillinger.

Hertil er der en positiv afvigelse på andre adm. omkostninger med 488 t.kr. der består af periodeforskydninger på IT-omkostninger der var budgetsat primo 2025, men som ikke endnu er kontrakteret – herunder ny IT-aftale med Favrskov Kommune. 

Balance

Overblik over investeringer i 2025

  • Investeringer pr. 28.02.2025 fremgår ovenfor  og udgør 26 t. kr.
  • Debitorer pr. 28.02.2025 udgør 3,4 mio. kr., og består primært af tilgodehavender fra koncernselskaber.
  • Selskabets likvide status er et øjebliksbillede – og den likvide situation er stabil.

INDSTILLING

Direktøren indstiller til Bestyrelsen:

  1. At budgetopfølgningen pr. 28.02.2025 godkendes.

 

BESLUTNING

Godkendt

 

Bilag

  1. Perioderegnskab pr. 28.02.25 - Favrskov Forsyning

 

Der refereres ikke fra dette punkt.

SAGENS INDHOLD

Ifølge Selskabsloven må medlemmer af bestyrelsen og direktører ikke videregive, hvad de under udøvelsen af deres hverv har fået kendskab til.

Bestyrelsen afslutter hvert bestyrelsesmøde med at tage aktivt stilling til, hvad der kan kommunikeres fra bestyrelsesmødet.

Direktøren indstiller til bestyrelsen:

  1. At bestyrelsen aftaler, hvad der kommunikeres fra bestyrelsesmødet.

 

BESLUTNING

Punkterne 2,3,5,7 og 8 afgøres lukkede. Øvrige punkter afgøres åbne.

 

Bilag

.

Dette websted er beskyttet af reCAPTCHA og Google Privatlivspolitik og Servicevilkår gælder .

Jeg giver hermed samtykke til, at Favrskov Forsyning A/S må sende mig elektroniske nyhedsbreve. Jeg kan til enhver tid tilbagekalde samtykket ved at afmelde nyhedsbrevet. Dette kan gøres via link nederst i nyhedsbrevet. Læs Favrskov Forsynings privatlivspolitik.