tre beholdere på række i en indkørsel. Alle beholdere er dækket af sne.

Når vintervejret driller

Vinteren kan være både smuk og stemningsfuld, men den kan også give udfordringer i hverdagen. Det gælder desværre også for tømningen af affaldsbeholdere.

Vi ved, at det kan være frustrerende, når skraldebilen ikke kommer frem og beholderne ikke bliver tømt som planlagt. Det kan give ekstra bøvl og skabe rod i rutinerne derhjemme.

Derfor vil vi gerne starte med at sige tak for jeres tålmodighed.

Sikkerheden kommer først

Når veje, fortove og indkørsler er isglatte eller dækket af sne, står skraldemændene i en situation, hvor de må foretage en konkret vurdering: Er det forsvarligt at køre her? Og er det sikkert at gå med beholderne frem og tilbage mellem standpladsen og skraldebilen?

Det er nemlig altid den enkelte skraldemand, der skal træffe beslutningen ude ved adressen. Det handler om sikkerhed og arbejdsmiljø.

I årets periode med sne og glatte veje rapporterede renovationsselskabet, der tømmer affaldsbeholdere i Favrskov Kommune, om 18 faldulykker samt flere nærved‑hændelser. Det er mange på kort tid, og et tydeligt tegn på, at vinterføre skaber helt reelle risici. Der har desuden været flere episoder, hvor skraldebilerne enten er kørt fast, fordi der ikke har været ryddet sne, eller er gledet ud på grund af de meget glatte, skrånende veje. Derfor forstår vi godt, at skraldemændene udviser ekstra forsigtighed.

Når de skal trække tunge beholdere hen over glatte fliser, indkørsler og veje, stiger risikoen for faldulykker markant. Og de nødvendige forholdsregler kan desværre betyde både forsinkelser og manglende tømninger.

Vi forstår frustrationen - og takker for samarbejdet

Vi har i år fået flere henvendelser fra borgere, der har oplevet, at deres affaldsbeholder(e) ikke er tømt som planlagt. Mange af henvendelserne har været præget af frustrationer, som vi sagtens kan sætte os ind i. Samtidig vil vi gerne understrege, at skraldemændene hver dag gør deres bedste for at tømme flest mulige beholdere - også når vejret driller.

Derfor vil vi gerne sige et stort tak til alle jer, der har vist forståelse og tålmodighed, ryddet sne, strøet grus og taget hensyn. Det betyder mere, end I aner.

Sådan kan du hjælpe skraldemanden i vinterperioden

Små ting kan gøre en stor forskel - både for sikkerheden og for sandsynligheden for, at din beholder kan blive tømt. Her er nogle gode råd:

  • Ryd sne og skrab is væk på fortov, indkørsel og adgangsvejen til beholderne.
  • Lav en farbar sti, hvis sneploven har efterladt snedynger ved din ejendom.
  • Strø vejsalt, grus eller sand, så underlaget er sikkert at gå på.
  • Fjern sne fra låget på beholderen, så den ikke bliver tung eller svær at åbne.
  • Forebyg fastfrosset affald ved at løsne både låget og affaldet, når det er meget koldt.
  • Sørg for god belysning - især på mørke vintermorgener.
  • Hold låger, porte og låse fri, så skraldemanden nemt kan komme til.
  • Placér om muligt beholderne tættere på vejen, hvis det er både sikkert og praktisk.

Vi arbejder løbende på forbedringer

I tæt samarbejde med renovationsselskabet vurderer vi løbende arbejdet og ser på, hvordan planlægning, arbejdsmiljø, information og beredskab kan tilpasses de aktuelle forhold. Målet er naturligvis, at så mange beholdere som muligt kan tømmes - samtidig med at sikkerhed og arbejdsmiljø fortsat prioriteres højt.

Tre affaldsbeholder, der står op ad mur er dækket af sne

Dette websted er beskyttet af reCAPTCHA og Google Privatlivspolitik og Servicevilkår gælder .

Jeg giver hermed samtykke til, at Favrskov Forsyning A/S må sende mig elektroniske nyhedsbreve. Jeg kan til enhver tid tilbagekalde samtykket ved at afmelde nyhedsbrevet. Dette kan gøres via link nederst i nyhedsbrevet. Læs Favrskov Forsynings privatlivspolitik.