Fakkelanlæg på Feltengård

Faklen på Feltengård

Ja, det lyder næsten som et rigtigt juleeventyr. Men virkeligheden overgår fantasien: På Feltengård brænder en usynlig flamme, der forhindrer tonsvis af metan i at slippe ud i atmosfæren. Her får du historien.

I perioden fra starten af 1980’erne og et stykke ind i 90’erne blev blandet husholdningsaffald deponeret på Feltengård nord for Hadsten. Deponiet lukkede for modtagelse af affald tilbage i december 2020, men affaldet spøger stadig under jorden – og det kræver nye teknologiske løsninger!

Under jorden omsættes de organiske dele af affaldet, og i denne proces dannes drivhusgassen metan. Gassen siver til vejrs op igennem jorden, og dette er på sigt med til at forværre klimaforandringerne.

Et nyt anlæg med en brændende fakkel skal reducere udledningen med cirka 65 ton metan om året – det svarer til en CO2-reducering på cirka 1800 ton årligt.

Sikret til fremtiden

Det nye anlæg erstatter et tidligere gasindvindingsanlæg, hvor gassen blev indsamlet i boringer for herefter at generere strøm. De eksisterende boringer udnyttes nu i stedet i det nye anlæg, hvor gassen brændes af i en stor fakkel og på den måde destrueres.

”Vores gamle gasanlæg var nedslidt efter mange års brug. Samtidig er metan-koncentrationen fra deponiet fortsat aftagende. Vi er derfor meget tilfredse med, at vi nu kan implementere en teknologi, der både reducerer metan udledningen markant og samtidig er en omkostnings-effektiv klimaløsning”, siger projektleder hos Favrskov Forsyning, Rikke Kirkegaard Christensen.

Med det nye anlæg er deponiet sikret til en fremtid, hvor metanmængderne bliver mindre og mindre, men fortsat skal behandles - og i dette tilfælde destrueres, indtil der ikke er mere tilbage.

”Desværre kan man ikke se nogen flamme i faklen, da det er et lukket system – det havde ellers været rigtig fedt”, forklarer Rikke Kirkegaard Christensen.

Fakta:

  • Anlægget skal reducere Favrskov Kommunes CO2-udslip med 1800 tons om året
  • Anlægget destruerer 65 ton metan om året
  • Anlægget har kostet 1,6 mio. kr.

 

Fakkelanlæg på Feltengård

Dette websted er beskyttet af reCAPTCHA og Google Privatlivspolitik og Servicevilkår gælder .

Jeg giver hermed samtykke til, at Favrskov Forsyning A/S må sende mig elektroniske nyhedsbreve. Jeg kan til enhver tid tilbagekalde samtykket ved at afmelde nyhedsbrevet. Dette kan gøres via link nederst i nyhedsbrevet. Læs Favrskov Forsynings privatlivspolitik.