Klare sække til brændbart erhvervsaffald
Den 1. juli 2025 trådte en ny regel i kraft, som betyder, at alle danske virksomheder skal benytte klare sække, når de bortskaffer affald til forbrænding. Det gælder både på genbrugspladsen (rest efter sortering) som Favrskov Forsyning allerede kræver, og i affaldsbeholdere til restaffald.
Det er konsekvensen af en ændring i Affaldsbekendtgørelsen.
Ændringen gælder for virksomheder, arbejdspladser, institutioner og foreninger i hele Danmark – også i Favrskov Kommune.
Formålet med den nye regel er at gøre det lettere for forbrændingsanlæggene at kontrollere, at affaldet er sorteret korrekt. Fra 2025 vil forbrændingsanlæggene nemlig lave skærpet kontrol ved modtagelsen af affald, og læs med for meget genanvendeligt affald kan blive afvist. Ved at bruge klare sække, bliver det nemmere at opdage fejlsortering og dermed undgå, at værdifulde ressourcer går til spilde på forbrændingsanlægget.
Affald afleveret i sorte sække risikerer at blive afvist – og kan i visse tilfælde blive meldt til Miljøstyrelsen.
Det nye krav gælder ikke for husholdningsaffald
Private husholdninger kan fortsat selv vælge, hvilke affaldsposer de vil bruge til deres restaffald hjemme i husstanden. Men når du afleverer affald på genbrugspladsen i Rest efter sortering, skal det altid være i klare sække.
Krav til affaldssortering for virksomheder
Virksomheder har pligt til at sortere deres affald korrekt, så genanvendelige materialer holdes ude af forbrændingen. Dette gælder både de affaldstyper, som husholdninger sorterer, samt de særlige typer affald, der opstår i virksomheden.