Selvbetjening

Sorteringen breder sig helt naturligt i Favrskov

26. februar 2019

Først kom der affaldssortering hos borgerne, og nu følger de kommunale bygninger trop. Det er en helt naturlig udvikling, siger to af de involverede udvalgsformænd.

1. marts går daginstitutionerne i gang med at sortere deres affald, og 1. april gør alle andre institutioner, administrationsbygninger, sundhedscentre, plejecentre, kulturhuse og kommunale haller det samme.

Kun fire skoler er med fra 1. april, og det er Haldum-Hinnerup Skolen, Lilleåskolen i Laurbjerg, Bavnehøjskolen i Hadsten og Søndervangskolen i Hammel. De fire skoler har valgt at være pilotskoler, så det er muligt at få erfaringer, før sorteringen bredes ud til samtlige skoler. Derfor er der også udvalgt små og store skoler med forskellige bygningsforhold, så det er muligt at evaluere på forskellige forhold.

Det er planen, at de øvrige skoler og fritidstilbud kommer med i ordningen i løbet af 2020.

Der er indkøbt forskellige affaldsspande og stativer til bygningerne, så det fremadrettet er muligt at sortere i tre enheder: Papir og småt pap, emballage som plastik, glas og metal og restaffald.

Sorteringsordningen hænger sammen med indsatsen for at genanvende så meget som muligt af affaldet. Og ifølge Birgit Liin, formand for Børne- og Skoleudvalget, giver det netop god mening.

- På daginstitutionsområdet ved jeg, at vi har haft forældre, der har efterspurgt en sorteringsordning, da de er vant til at sortere i deres egen husholdning. Det er en helt naturlig udvikling, at vi nu breder affaldssorteringen ud til de kommunale bygninger, da det er oplagt, at vi også der kan bidrage til at øge genanvendelsen af affaldet. Børnene er vores fremtid, så det handler også om, at vi opdrager dem til at bidrage og gøre noget godt for miljøet, understreger Birgit Liin.

Anders G. Christensen, formand for Teknik- og Miljøudvalget, glæder sig også over, at sorteringen breder sig.

- Jeg vil kalde det et samskabelsesprojekt, hvor vi sammen er med til at skabe en merværdi til glæde for os alle. Det handler om at fortælle, at det faktisk nytter noget at sortere og genanvende, så folk får ejerskab til projektet og kan se den gode mening med det. I forhold til miljøet tror jeg, at den enkelte borger til tider mister modet og ikke kan se, hvad han eller hun egentlig kan gøre. Der ligger affaldssorteringen lige til højrebenet, hvor det nytter, og den fælles indsats er yderst effektfuld, siger Anders G. Christensen.

Kultur- og Fritidsudvalget er sammen med Social- og Sundhedsudvalget også involveret i projektet, der både politisk og administrativt dermed må siges at være tværgående.

Favrskov Forsyning får en vigtig rolle i forhold til skolerne, da det handler om at motivere omkring 6.500 elever til at sortere korrekt. Derfor tager vi rundt på skolerne i forbindelse med introduktionen af den nye affaldsordning. De to første uger af april står Klima Favrskov for at sætte fokus på klimaet, og sorteringen på de fire pilotskoler starter netop op i tilknytning til de to klimauger.

Til nyhedsoversigten

Jeg giver hermed samtykke til, at Favrskov Forsyning A/S må sende mig elektroniske nyhedsbreve. Jeg kan til enhver tid tilbagekalde samtykket ved at afmelde nyhedsbrevet. Dette kan gøres via link nederst i nyhedsbrevet. Læs Favrskov Forsynings privatlivspolitik.