Selvbetjening

Ny direktør for Favrskov Forsyning

31. maj 2018

Med henblik på hurtigst muligt at få styrket den overordnede ledelse af Favrskov Forsyning A/S, har selskabet ansat Sara Funch som adm. direktør i en tidsbegrænset periode fra 1. juli 2018 til 31. maj 2019.

Formanden for Favrskov Forsyning A/S Søren Frandsen (F) er meget tilfreds med, at en ny direktør kan tiltræde kun 2 måneder efter den hidtidige direktør Jakob R. Juhl stoppede 1. maj 2018.    

-  Det har været vigtigt for os at finde en god og hurtig løsning omkring direktørposten – og jeg er meget glad for at Sara har sagt ja til jobbet. Med syv års erfaring som økonomichef i Skanderborg Forsyningsvirksomhed har Sara en meget bred og solid erfaring med arbejdet i et kommunalt aktieselskab samt stor viden inden for styringen af spildevandsaktiviteterne. Samtidig passer hendes økonomiske og ledelsesmæssige profil perfekt ind i den øvrige ledelse af selskabet, som har stor drifts- og anlægserfaring, udtaler Søren Frandsen.

Ifølge Søren Frandsen er det planen, at direktørstillingen slås op til permanent besættelse i foråret 2019.

Sara Funch er 37 år, uddannet cand.merc.aud., og forventer indenfor kort tid at afslutte en MBA-uddannelse med fokus på ledelse og organisationsudvikling.

Sara Funch kommer senest fra en stilling som økonomichef i Økologisk Landsforening. Fra 2010 til 2018 var hun ansat som økonomichef ved Skanderborg Forsyningsvirksomhed A/S med ansvar for økonomi, afregning, kundeservice, it og HR. Hun var endvidere ansvarlig for Skanderborgs nye forretningsområde AquaGlobe - Water Solution Center. Før det arbejdede Sara Funch godt fire år som revisor.         

-  Direktørjobbet i Favrskov Forsyning er en fantastisk mulighed for mig for at beskæftige mig med noget af det jeg brænder allermest for – nemlig driften og udviklingen af de kommunale forsyningsaktiviteter. Spildevandsaktiviteterne kender jeg rigtig godt, mens affaldsaktiviteterne vil være nye for mig. Men jeg oplever som borger i Favrskov Kommune, at der er godt styr på affaldsområdet, og jeg fornemmer helt klart, at Favrskov Forsyning er et veldrevet selskab. Så jeg glæder mig meget til at kaste mig over opgaverne i selskabet sammen med den øvrige ledelse og medarbejderne, siger Sara Funch.        

Sara Funch er 37 år og bor i Hammel sammen med sin mand og 3 børn.

 

Til nyhedsoversigten

Jeg giver hermed samtykke til, at Favrskov Forsyning A/S må sende mig elektroniske nyhedsbreve. Jeg kan til enhver tid tilbagekalde samtykket ved at afmelde nyhedsbrevet. Dette kan gøres via link nederst i nyhedsbrevet. Læs Favrskov Forsynings privatlivspolitik.