Selvbetjening
Grafisk tegning af to hænder der holder skilt med teksten

Gi’ og ta’ på Hadsten genbrugsplads

Har du nogensinde tænkt, at andre kunne have gavn af den stol, du ikke længere har plads til? Eller har du omvendt set noget på genbrugspladsen, du sagtens kunne bruge derhjemme? Så læs med her.

Nu bliver det muligt både at give og tage brugbare ting på Hadsten genbrugsplads, når Favrskov Forsyning indleder et forsøg med direkte genbrug.

Vi laver et nyt Gi’ og Ta’ område på Hadsten genbrugsplads, hvor du ikke kun kan aflevere brugbare ting, som andre kan have nytte af, men også tage ting med hjem. På den måde kan vi (og dig som bruger) gøre en afgørende forskel for miljøet ved at undgå, at brugte ting, der stadig kan have en brugsværdi, ender som affald.

Øverst i Affaldshierarkiet

Affaldsforebyggelse og direkte genbrug står øverst i affaldshierarkiet. Affaldshierarkiet er en prioriteret rækkefølge for, hvad der er bedst for miljøet, når man håndterer og behandler affald. I Danmark behandler vi affald med afsæt i affaldshierarkiet. Jo højere oppe vi befinder os i hierarkiet jo bedre. Læs mere om affaldshierarkiet her.

Ved direkte genbrug bruger man ting til samme formål igen. Det kan fx være tøj eller møbler, der kan bruges af andre. På den måde forlænger man produkternes levetid og undgår fremstilling af nye produkter. Dette er også udgangspunktet i vores Gi’ og Ta’ område.

Alt fra nips til byggematerialer

Der vil være mulighed for at gøre både små og store genbrugsfund. Bøger, pynteting, legetøj er noget af det, du formentlig kan finde i Gi’ og Ta’ området. Men også møbler og byggematerialer. Vi modtager eksempelvis mange fliser, mursten og træbrædder, der sagtens kan bruges i stedet for at smide dem ud.

Vi deler Gi’ og Ta’ området op i forskellige ”afdelinger”, så det altid er nemt og overskueligt at gå på genbrugsjagt.

Aktivt fravalg

I forsøgsperioden vil det være tilladt for personalet på Hadsten genbrugsplads at stille ting, der er blevet afleveret på genbrugspladsen, over til Gi’ og Ta’ området. Hvis du ikke ønsker, at andre skal have mulighed for at genbruge de ting, du afleverer, skal du fortælle det til personalet.

Kom med til åbningsreception

Søndag den 2. juni kl. 12.30-14.30 åbner vi det nye Gi’ og Ta’ område i Hadsten. Og du er selvfølgelig inviteret. Vi står klar med lidt godt til ganen og forhåbentlig nogle spændende genbrugsting.

Forsøget kører fra 2. juni og seks måneder frem. Herefter evaluerer vi og vurderer, om tiltaget skal fortsætte.

Grafisk tegning af hylde med vaser, kopper, legetøjsbil, bold, bøger og andre ting til direkte genbrug

Jeg giver hermed samtykke til, at Favrskov Forsyning A/S må sende mig elektroniske nyhedsbreve. Jeg kan til enhver tid tilbagekalde samtykket ved at afmelde nyhedsbrevet. Dette kan gøres via link nederst i nyhedsbrevet. Læs Favrskov Forsynings privatlivspolitik.