Fire plastflasker der er krøllet sammen

Genbrug af plastaffald i Favrskov

Plastdebatten har haft stor fokus i medierne, siden TV2 i september kunne vise, at plastaffald fra Danmark dumpes og brændes af i Asien.

I Favrskov Forsyning bliver vi også forfærdede over billederne af de store plastbjerge i Malaysia og Indonesien, og det er relevant at spørge sig selv, hvor plasten fra Favrskov bliver af. Når vi beder borgerne om at sortere deres affald, har de fleste nok også en forventning om, at størstedelen bliver genanvendt.

Så hvad sker der med plastaffaldet i Favrskov?

Plast fra genbrugsbeholderne i Favrskov bliver til biler og plastrør

Emballageaffald af hård plast, metal og glas fra genbrugsbeholderne i Favrskov kommune køres på nuværende tidspunkt til Ribe Flaskecentral. Her sorterer de affaldet ud i flere typer: metal, aluminium, glas, PET plast og andet plast.

I denne proces frasorteres restaffald, blandingsprodukter, fejlsorterede materialer og affald som er meget beskidt og derfor ikke kan genbruges. Det drejer sig om 4-5% af den samlede mængde, og det sendes til forbrænding. 

Når det hele er sorteret, sælger Ribe Flaskecentral de enkelte typer videre til forskellige europæiske virksomheder, der bearbejder og genanvender materialerne. PET-plast, eksempelvis vandflasker, sendes videre til Holland, hvor det genanvendes til nye PET produkter. Den øvrige blandede plast sendes til en græsk plastproducent, der blandt andet genanvender plasten til plastdele til bilindustrien, afskærmninger og plastrør.

Virksomhederne oplyser følgende genanvendelsesprocenter:

  • PET-plast: 95-97%
  • Blandet hård plast: ca. 85%

Den store andel af plast der bliver til nye produkter, viser at det giver god mening at sortere sit affald, selv om der også skal sorteres materialer fra undervejs, som ikke er brugbare til genanvendelse.

Plastaffaldet fra genbrugspladserne i Favrskov

På genbrugspladserne kan du sortere dit plastaffald i forskellige typer. Alt plast fra genbrugspladserne sender vi på nuværende tidspunkt til Marius Pedersens sorteringsanlæg i Aarhus. Her kontrollerer de kvaliteten af plastaffaldet og frasorterer ikke-egnet plast og fejlanbragt affald.

Plastfolie
Marius Pedersen samler det kontrollerede og kvalitetssikrede plastfolie i baller og sælger det til miljøgodkendte virksomheder i Tyskland, Holland og Danmark.

I gennemsnit frasorteres 10-20% plastfolie, fordi det ikke er egnet til genanvendelse. Det bliver brændt på forbrændingsanlæg i Aarhus.

Hård plast
Ligesom plastfolien bliver den hårde plast kontrolleret og kvalitetssikret, og samlet i baller. Disse sælges til anlæg i EU, hvor plasten finsorteres i yderligere 10-15 typer af plast. 75-80% af disse materialer går til genanvendelse, hvor det bliver vasket og hakket eller smeltet om til granulat. De forskellige granulat typer sælges til ny plastproduktion.

Havemøbler
Havemøbler er meget nemme at genanvende, da de er meget ensartet i materialet. Derfor er det kun materialer som fx jern der frasorteres, når havemøblerne er sendt til en producent i Holland eller et andet EU land. Ved genanvendelsen er der omkring 10% spildprocent i produktionen af nye møbler.

Udfordringer med plast

Der er ingen tvivl om, at plast lige nu har meget fokus når man snakker genbrug og genanvendelse – og med god grund. Plast er nemlig af flere årsager et udfordrende materiale at genanvende:

Plastikemballager fremstilles af forskellige typer plast, for at give dem forskellige egenskaber: bøjelig, hård, tyk, tynd osv. Plasten er altså behandlet forskelligt i produktionen, og kan være tilsat forskellige stoffer for at give plasten sine egenskaber. Men det kan ofte være meget svært eller helt umuligt at se med det blotte øje (eller med sorteringsmaskinen), hvilken type plast produktet er lavet af.

Ofte er plastprodukterne også svejset og limet sammen af forskellige typer plast. Og det gør genanvendelsesprocessen meget vanskelig.

Noget plast er på nuværende tidspunkt ikke muligt at genanvende og her er det bedst at brænde denne type. Det kan for eksempel være svært forurenet plast.

Derfor skal du stadig sortere plastaffald

Vi kan sagtens forstå, hvorfor man som almindelig, affaldssorterende borger spørger sig selv, om det giver mening stadig at sortere plastik. Svaret er ja – og det er der tre gode grunde til:

  1. Størstedelen af plasten kan bruges til nye materialer. Men det kan være svært at vurdere ved første øjekast, om et stykke plastik kan genanvendes eller ej. Selv for eksperter. Derfor er det bedst at vi samler det hele ind. Så skal vi nok tage os af at finsortere det på bedste vis.
  2. Når vi indsamler alt det sorterede plastikaffald, bliver vi klogere på, hvad der skal ændres på både i design af plastikken og i affaldshåndteringen, så mere kan genanvendes. EU hjælper os også på vej med nye direktiver, der sætter større krav til producenter af plastemballage, så de fremstiller emballager der er nemmere at sortere og genanvende.
  3. Teknologien og plastikemballagerne udvikler sig, og vi finder hele tiden nye måder at sortere og genanvende. For eksempel robotter og sensorer, der kan hjælpe med at sortere i forskellige plasttyper på materialeniveau. Det betyder, at den plast der grovsorteres i dag, måske kan sorteres og genanvendes i endnu flere underfraktioner i morgen.

 

 

Dette websted er beskyttet af reCAPTCHA og Google Privatlivspolitik og Servicevilkår gælder .

Jeg giver hermed samtykke til, at Favrskov Forsyning A/S må sende mig elektroniske nyhedsbreve. Jeg kan til enhver tid tilbagekalde samtykket ved at afmelde nyhedsbrevet. Dette kan gøres via link nederst i nyhedsbrevet. Læs Favrskov Forsynings privatlivspolitik.