Parasol på genbrugsplads med Favrskov forsynings logo

Favrskov Affald nedjusterer forventningerne til 2020

23. september 2020

Favrskov Affald nedjusterer kraftigt forventningerne til 2020 og forventer at komme ud af året med et mindre resultat end forventet.

Fra et oprindeligt forventet overskud på 2 mio. kr., forudser selskabet nu i stedet et underskud for på 1,9 mio. kr. Det forventede resultat for 2020 nedjusteres dermed med 3,9 mio. kr.

Det dårlige resultat skyldes primært to faktorer: Et væsentligt fald i salgspriser på genanvendelige materialer og en markant stigning i affaldsmængderne på genbrugspladserne.

- Vi oplever rigtig mange besøg på vores genbrugspladser og vi kan se, at vores kunder afleverer mere og mere affald til genbrug. Det er meget positivt og det fortæller os, at vi har et rigtig godt servicetilbud. Men stigningen i affaldsmængderne betyder også øgede omkostninger til bortskaffelse og behandling af affaldet fra genbrugspladserne. Og når salgspriserne på genanvendelige materialer falder væsentligt, vil indtægten naturligvis også blive mindre, udtaler Sara Funch, direktør i Favrskov Forsyning.

Priserne på genanvendelige materialer er faldet i løbet af første halvår af 2020, og især i de første tre måneder af året faldt priserne meget. Prisfaldet vil medføre en forventet mindreindtægt for hele 2020 på op til 1,7 mio. kr.

De afleverede mængder på genbrugspladserne ligger efter første halvår af 2020 12% højere end samme periode i 2019, hvilket er den øvrige væsentlige årsag til nedjusteringen.

Med udsigten til stadig stigende affaldsmængder og lavere salgspriser, forventer Favrskov Affald at nedjusteringerne i årets resultat vil få en indvirkning på taksterne for 2021.

- Vi forventer tendenserne i 2021 også vil være stingende affaldsmængder på genbrugspladserne og væsentligt lavere salgspriser. Og da vi arbejder ud fra ”hvile-i-sig-selv”-princippet, hvor eventuelle over- og underskud overføres til senere regulering, må vi regne med at taksterne på affaldsområdet stiger i 2021, så vi kan udligne det forventede underskud for 2020, pointerer Sara Funch.

Kontakt for yderligere oplysninger:

Sara Funch, direktør i Favrskov Forsyning: 20 10 23 95 / safu@favrskovforsyning.dk

Favrskov Affald varetager affaldsaktiviteterne i Favrskov Kommune. Det er et selskab, der er koncernforbundet med Favrskov Forsyning og er 100 % ejet af Favrskov Kommune.

Til nyhedsoversigten
Dette websted er beskyttet af reCAPTCHA og Google Privatlivspolitik og Servicevilkår gælder .

Jeg giver hermed samtykke til, at Favrskov Forsyning A/S må sende mig elektroniske nyhedsbreve. Jeg kan til enhver tid tilbagekalde samtykket ved at afmelde nyhedsbrevet. Dette kan gøres via link nederst i nyhedsbrevet. Læs Favrskov Forsynings privatlivspolitik.