Blød plast med grønt genbrugslogo

Den bløde plast skal genbruges – ikke brændes!

Kender du også fornemmelsen af, at skraldespanden bliver fyldt alt for tit?

Især emballage fra madlavningen kan fylde meget, når vi forsøger at mase lidt ekstra affald ned i posen, inden vi skal bære den hele den lange vej ud til beholderen ude i indkørslen. Og det er måske ikke så mærkeligt: Produktionen af plast er tyvedoblet siden 1964. Og desværre smider vi det meste ud efter at have brugt det en enkelt gang.

Heldigvis kan du smide glas, metal og hård plast i din genbrugsbeholder, så det ikke optager plads i din skraldespand til dagrenovation/restaffald. Men vidste du, at vi også kan genbruge den bløde plast i stedet for at smide det i skraldespanden?

Blød plast er eksempelvis plastikposer, fryseposer, affaldssække, indpakningsplast fra toiletpapir osv. En god huskeregel er, at blød plast er den plast, du kan slå knude på eller kramme i hånden.

Den bløde plast kan vi desværre ikke samle ind i din genbrugsbeholder. Den kommer nemlig til at sætte sig fast i det sorteringsanlæg, der finsorterer affaldet. Men vi vil meget gerne modtage blød plast ude på genbrugspladsen - i de opstillede stativer rundt omkring på pladsen (se billede herunder). For her kan vi sende den videre til genanvendelse, uden det skaber problemer.

affaldsstativ med gennemsigtig affaldssæk i til blødplast

Store mængder blød plast går op i røg

I 2018 lavede vi en stikprøve af affaldet i småt brændbart på genbrugspladserne i Favrskov. Her fandt vi ud af, at op til 17,25 % af affaldet var blød plast:

Grafisk tegning af lastbil med tal i procent på siden

Andel af blød plast i småt brændbart containerne - fordelt på genbrugspladser (stikprøve).

Det går den rigtige vej

I Danmark bliver vi bedre og bedre til at genanvende plast. I 2013 indsamlede vi lidt over 55 tons plast til genanvendelse i Danmark. I 2016 var det steget til knap 77,5 ton. Det svarer til, at 36 % af vores plastaffald blev genanvendt – og flere og flere gør en stor indsats for at sortere det.

 

Søjlediagram med tal over indsamlet plastemballage

Tons plast indsamlet til genanvendelse fra 2013-2016.

 

En stor forskel i klimaregnskabet

Jo mere plast vi kan genanvende til nyt, jo mindre olie skal vi udvinde for at lave ny plast, og det er noget, der batter i det store regnskab. I dag står plast for ca. 6% af det globale olieforbrug, men det forventes at stige til 20% i 2050.

Derfor er det godt i klima- og miljøregnskabet, når vi ikke brænder vores plast af, men i stedet genanvender det til nye plastikposer, låg til spraydåser, vejpæle osv.

Hvis du vil gøre en forskel for klimaet, kan du altså bidrage ved at tænke over, hvordan du bruger plast. Her er de tre vigtigste huskeregler i prioriteret rækkefølge:

  1. Forbrug mindre – ud med engangsflasken, ind med drikkedunken.
  2. Genbrug det du har – når du har fået købt plastikposen, så genbrug den så mange gange som muligt.
  3. Genanvend - aflever dit plast på genbrugspladsen, så vi kan bruge det til nye produkter.

Kilder:

 

Dette websted er beskyttet af reCAPTCHA og Google Privatlivspolitik og Servicevilkår gælder .

Jeg giver hermed samtykke til, at Favrskov Forsyning A/S må sende mig elektroniske nyhedsbreve. Jeg kan til enhver tid tilbagekalde samtykket ved at afmelde nyhedsbrevet. Dette kan gøres via link nederst i nyhedsbrevet. Læs Favrskov Forsynings privatlivspolitik.