Både batterier og elektronik indeholder en masse værdifulde materialer, der kan bruges til at lave nye produkter. Elektronik indeholder blandt andet aluminium, guld, sølv, kobber og ofte også glas og plastik, og batterier indeholder jern og tungmetaller.
Desværre er der også dele i batterier og elektronikprodukter, som både er til skade for miljøet og vores sundhed, hvis de ikke behandles korrekt. Derfor er det vigtigt, at vi alle sørger for at aflevere vores brugte batterier og elektronik, så det kan sendes videre til specialbehandling.
Hvordan behandles batterierne?
Batterierne sender vi videre til et behandlingsanlæg. Her opvarmer de batterierne til 1200 grader, så de kan udvinde råstofferne – heriblandt jern og tungmetaller.
Råstofferne bliver genanvendt i jern- og metalindustrien og bliver dermed genanvendt til at fremstille nye produkter. De bliver blandt andet brugt til at lave køkkenvaske, togskinner og autoværn. Så der er god grund til at aflevere de brugte batterier til genbrug, når de er flade.
Hvordan behandles elektronikken?
Når elektronikken er blevet afleveret på genbrugspladsen, til storskrald eller til skraldemanden, bliver den kørt videre til specielle behandlingsanlæg, der sørger for at skille produkterne ad. Her bliver elektronikken først sorteret ved håndkraft, hvorefter store maskiner hakker den i stykker, så plastik, metal og andre dele bliver adskilt yderligere fra hinanden.
Efterfølgende bliver meget af elektronikken fragtet til udlandet - blandt andet Tyskland - hvor de har andre anlæg, der i højere grad kan finsortere elektronikken. De forskellige metaller i elektronikken bliver smeltet om og genanvendt i nye produkter.
Til gavn for miljøet
Ved at aflevere batterier og småt elektronik til genanvendelse, er du altså med til at reducere forbruget af naturens råstoffer - til stor gavn for miljøet og naturen.
Behandlingsanlæggene sørger for at opsamle og opbevare de skadelige stoffer – både fra batterier og fra elektronikken - så de ikke spredes i naturen. Hvis ikke de kasserede batterier og elektronikprodukter afleveres til genbrug, men i stedet kommer i skraldespanden, ender de med at blive brændt på et forbrændingsanlæg. Sker dette, bliver de giftige stoffer i batterierne og elektronikken, udledt med røgen og kommer til at indgå det naturlige kredsløb – til skade for både dyre- og planteliv, og i sidste ende os mennesker.