Tom falske ligger på strand

Affald hører ikke til i naturen!

Den årlige affaldsindsamling i april, der arrangeres af Danmarks Naturfredningsforening, er blevet udsat til 19. september på grund af coronapandemien. Heldigvis har mange på eget initiativ alligevel begivet sig ud med pose og handsker for at samle affald.

Og der er nok at tage fat i. Øldåser, plastikposer, plastflasker og cigaretskod er blot noget af det affald, der ligger og flyder langs veje, ved kysterne, på gaden og i byernes grønne områder. Og det er noget skidt. For selvom et tyggegummi eller et cigaretskod kan syne af lidt, har det fatale konsekvenser at bruge naturen som skraldespand.

Herunder kan du blive klogere på, hvorfor det er helt tosset at smide sit affald i det fri.

Farligt for miljøet

Når henkastet affald brydes ned i naturen, forurener materialerne og stofferne i affaldet miljøet. Noget affald er decideret giftigt for naturen. Eksempelvis indeholder batterier, mobiltelefoner og plastik tungmetaller og giftige stoffer.

Når et batteri ligger i naturen, bliver det langsomt opløst. Når det sker, flyder de giftige stoffer ned i jorden eller grundvandet, og indgår i naturens kredsløb. Dyrene spiser græs og planter, der vokser op ad jorden. Og når vi spiser dyrene eller spiser frugt og grøntsager, kan vi risikere at få de farlige stoffer ind i kroppen.

Det samme gælder mikroplast fra plastprodukter, som kan ophobes i naturen og ende i vores drikkevand og fødevarer.

 

Dødsfælder for dyr

Dyr kan både komme slemt til skade og i værste fald dø af det affald, vi smider i naturen.

Det er hverken sjovt for os mennesker eller for dyr at træde i glasskår og andre skarpe ting. Men for dyrene er det til gengæld svært at rense sårene, og derfor går der let betændelse i dem.

Hvis en efterladt metaldåse blæser ud på en mark, kan den nemt blive skåret i små skarpe stykker, når marken bliver høstet. Råvildt og andre dyr kan dø af indre blødninger i maven, hvis de spiser metalstykkerne fra dåsen.

Ofte sidder der stadig madrester på henkastet affald, og det tiltrækker dyrene. Mus, pindsvin, ræve og andre dyr kan blive fanget i flasker og plastbeholdere – og dø af sult.

Og så er der selvfølgelig dyrene i havet, der ofte forveksler plastaffald med mad. Det giver dyrene forstoppelse og ødelægger deres mave- og tarmsystem. Sidste år blev der eksempelvis skyllet en hval op på en strand i Filippinerne, der havde mere end 40 kilo plastikposer i maven. Hvalen døde af dehydrering og udsultning på grund af den store mængde plastik i maven. Desværre er denne historie ikke enestående.

 

Dyrt svineri

Det koster samfundet rigtig mange penge at samle affald op i det offentlige rum og i naturen. Penge, der sagtens kunne bruges til andre og mere fornuftige formål.

I Favrskov Kommune er der siden januar blevet indsamlet 1-2 tons affald om ugen fra grønne områder og affaldsspande i byerne. I affaldsspande og i vejrrabatter uden for byerne, er der indsamlet nok affald til at fylde ni containere med en kapacitet på 20 m3.

Det er ikke opgjort, hvor stor en andel af de ovennævnte mængder, der havner i skraldespandende i det offentlige rum og hvor meget, der smides i det fri. Vi formoder dog klart, at en stor del desværre ikke finder vej til de opstillede skraldespande.

 

Affald er ressourcer

Affald er en ressource, der kan genanvendes til nye produkter, så vi ikke behøver at udvinde nye råstoffer fra jorden. Det kræver naturligvis, at affaldet afleveres det rigtige sted -  i genbrugsbeholderen, på genbrugspladsen eller i affaldsbeholdere i det offentlige rum til fx glas, metal og plast  - så vi kan sende det videre til genanvendelse. Ikke-genanvendeligt affald skal du lægge i din skraldespand til dagrenovation derhjemme eller i skraldespande i det offentlige rum, så det kan samles ind og sendes videre til forbrænding og produktion af energi og varme.

 

Rusten dåse ligger i skovbunden

 

Det er grimt

Det kan tage toppen af enhver naturoplevelse, når øldåser og plastikposer bryder farverne i den grønne skovbund. Ligeledes fordufter romantikken på stranden, når plastflasker ruller om kap med bølgerne. Affald klæder bare ikke naturen. Basta.

Tag dit affald med, ryd op efter dig selv og vis hensyn, så andre også kan nyde deres oplevelser i det fri.

Nedbrydningstider

Noget affald forsvinder hurtigt. Men det er bestemt ikke alt, der let og hurtigt nedbrydes i naturen.

 

Grafik med søjlediagram der viser nedbrydningstider for henkastet affaldKilde: Alt om affald, Danmarks Naturfredningsforening og affald.dk

 

 

Giv naturen en hjælpende hånd

Som beskrevet øverst, er den årlige affaldsindsamling udsat til 19.september. Læs mere om affaldsindsamlingen.

Hvis du er en af de seje, der samler affald, når du alligevel er ude at gå en tur, så kan du være med i Danmarks Naturfredningsforenings Affaldsindsamling ”Hjemmefra". Du kan registrere dine affaldsfund og på den være med i den officielle indsamling.

Du kan også melde dig ind i Affaldsindsamlingen nye Facebookgruppe ”Danmark samler affald”, hvor du kan dele billeder, historier og andre ting.

 

Henkastet affald ligger i kantsten, plastflaske, gummihandsker og andet

Dette websted er beskyttet af reCAPTCHA og Google Privatlivspolitik og Servicevilkår gælder .

Jeg giver hermed samtykke til, at Favrskov Forsyning A/S må sende mig elektroniske nyhedsbreve. Jeg kan til enhver tid tilbagekalde samtykket ved at afmelde nyhedsbrevet. Dette kan gøres via link nederst i nyhedsbrevet. Læs Favrskov Forsynings privatlivspolitik.